torsdag den 31. januar 2013

Torsdag 31. januar - Wheatear panel





Dagens firkant er et hulmønster. Og en Wheatear er en fugl, en Stenpikker hedder den på dansk. En fin lille én! Mønsteret strikkes over 10 pinde og er nemt at strikke. Det strikkes på både ret- og vrangsiden.


Jeg er begyndt på 2. sektion af Metalouse sjalet. Nu har jeg brug for min omgangstæller, når jeg må lægger strikketøjet fra mig, for det er vanskeligt at holde rede på rækkefølgen. Jeg er nået til p 19 af 37 og relieffet tegner sig fint.







Januar måneds firkanter er færdige - 31 stks. På opslagstavlen, klar til at blive dampet og syet sammen til den første måneds-firkant.

.

onsdag den 30. januar 2013

Onsdag 30. januar - Leaf Panel


Dagens firkant er - ikke en firkant! Et fint bladmønster, som skal strikkes imellem mange flere masker  for ikke at trække sig sammen til en tandformet? prøve. Men mønsteret er pænt:-)

tirsdag den 29. januar 2013

Tirsdag 29. janaur - Diamond Panel

Dagens firkant er et af de klassiske hulmønstre, strikkes på 11 m over 8 pinde. Relativt nemt og ligetil, men liidt kedeligt.









Det går hurtigt med Metalouse sjalet, og nu er de fire pinde kommet ind i fingrene. Men for en sikkerheds skyld sætter jeg nu alligevel omgangstæller på, når jeg lægger det fra mig i længere tid.


mandag den 28. januar 2013

Mandag 28. januar - Fagotted panel


Dagens firkant er et dejligt hulmønster, 9 m over 4 p. Nemt og ligetil at strikke. Endnu en pæn bort i kanten af et sjal, eller på tværs af en sweater. Det må jeg prøve!










8. afsnit af raglanføljetonen: andet ærme strikkes som første; kanten for neden på sweater og ærmer bukkes om ved vrangpinden og sys. Enderne hæftes og sweateren dampes. Jeg er næsten tilfreds. På trods af cm-mål, er det stadig kun 3/4-lrmer. Som er pænt (og rart at have på), men jeg må forsøge igen!. Måske er jeg lidt træt af raglan nu?





Af det resterende garn fra raglansweateren strikker jeg et Metalouse shawl, som er fundet på Pinterest. Det er ikke indviklet, første del af sjalet, som jeg er i gang med strikkes over fire pinde - 2 r, 2 vr... Men det er 1. og 4. p der strikkes vrang; det skal jeg lige vænne mig til!

søndag den 27. januar 2013

Søndag 27. januar - Little Lace Panel

Dagens firkant er et nemt 5-maskers hulmønster strikket over 4 pinde. Kanten på en cardigan, eller en del af borten på et sjal.



Igår fik jeg brug for en teknik jeg fandt på Pinterest for nylig. En fejl i striberne et stykke nede i arbejdet; istedet for bare at trevle op, og derefter kæmpe med masker der løber, kunne jeg sætte en rundpind (et nummer mindre end jeg strikker med) ind i den række masker jeg vil trevle op til: voila! nemt at strikke videre efter optrevlingen.







I går var vi til frokost, hvor Anna og jeg kom til at tale om strik; hun vil gerne lære det, men er venstrehåndet. Alle strikkerne, hun kender, er erfarne højrehåndsstrikkere, hvilket gør det vanskeligt at lære fra sig. Godt man kan finde en instruktion på Pinterest!

lørdag den 26. januar 2013

Lørdag 26. januar - Eight-Stitch Cable

Dagens firkant er endnu en kabelstrik strikket over 10 pinde. Mønsteret er nemt at strikke, når man kan håndtere strikkepinde og den lille hjælpepind. Det er en pæn snoning, synes jeg, og jeg bliver inspireret til at strikke et tørklæde med een stor snoning. Jeg har strikket et som Dorte fik i fødselsdagsgave, så der er plads til at strikke et til.





 I går havde vi Benjamin på besøg; mens vi snakkede sad jeg med mit strikketøj, og pludselig sagde han: det er ligesom at se guitaristen i Judas Priest! Jeg føler mig beæret over sammenligningen - eller associationen. Så i 7. afsnit af raglanføljetonen indgår også Exciter. Jeg er ikke sikker på jeg helt kan følge tankerækken, men det gør jo heller ikke noget. I hvert fald blev vi enige om at der er basis for en interessant guitar/strikke-video!
Da ærmet målte ca 30 cm fra ærmegabet togjeg en maske ud for hver 5. maske omgangen rundt. Jeg strikkede yderligere 11 cm, derefter en omgang vrangmasker, og så 8-9 omg glat igen til ombuk. Andet ærme strikkes ligesådan.




fredag den 25. januar 2013

Fredag 25. januar - Six Stitch Cable

Dagens firkant strikkes over 4 pinde; i modsætning til gårsdagens snoning, synes jeg denne er for tæt. Det bliver for kompakt og kraftigt, men det kan selvfølgelig have noget med garnets kvalitet at gøre. Til gengæld er det supernemt at huske: 1 pind snoning, 3 pinde ret/vrang.


torsdag den 24. januar 2013

Torsdag 24. januar - Four stitch Cables 1


 Dagens firkant er snoninger over 4 masker, både venstre- og højredrejede. Opskriften strikkes over 6 pinde; de første to snoninger jeg har strikket er kun strikket over 4 pinde. På en måde kan jeg bedre lide snoningen med samme antal masker og pinde, men det lægger sig naturligvis anderledes, når der er 4 pinde mellem hver snoning, Det bliver knap så kompakt.






Afsnit 6. af raglanføljetonen:
Jeg strikker nu 1. ærme på alpaca sweateren; Jeg fandt ud af at samle masker op i de aflukkede masker på sweater-delen; jeg har lukket tilstrækkeligt mange af, til at der ikke blev store huller af trukkede masker.

Jeg startede midt i de aflukkede masker og samlede 7 op; strikkede alle fire pinde omgangen rundt og samlede 7 mere op. På den måde ligger side sømmen midt på en pind; gør det nemmere at skifte garnet pænt. På 1. og 3. omgang strikkede jeg to masker sammen i overgangen mellem sweater og ærme (hjælper yderligere til at få overgangen ærme/sidesøm til at ligge pænt. Derefter strikkede jeg to masker sammen med ca 4 cm mellemrum 3 gange. Der er 60 masker på pindene. Jeg strikker lystigt videre til ærmet måler ca 30 cm fra undersiden af ærmegabet;

onsdag den 23. januar 2013

Onsdag 23. januar - Organ Pipes

Dagens firkant er ret/vrang strukturmønster strikket over 10 pinde. Det er nemt at strikke, logisk og man lærer hurtigt rækkefølgen af pindene og kan se hvortil man er nået. Men det var ikke et mønster jeg selv var kommet på ...
Mens jeg sad og strikkede prøven, slog det mig at det svarer til doodling på papir. Jeg har utallige gange siddet med en blok ternet papir og farvelagt tern i mønster på forskellig vis. Når jeg har strikket tilstrækkeligt mange forskellige eksempler, kan det være at jeg får det ind i fingrene og kan doodle på strikkepindene.




Min possumsweater er nu færdig og syet sammen og taget på. Den er dejlig varm og blød, men fnugger og fnulrer heldigvis ikke som angora.Jeg kunne godt have strikket ærmerne lidt længere - nu er de (pæne) 3/4 ærmer; det husker jeg når jeg skal strikke ærmer på alpaca sweateren idag.(ps. det er mega-utroligt svært at tage billede af sig selv, også selvom man forsøger sig med selvudløser på mobiltelefonen!)


tirsdag den 22. januar 2013

Tirsdag 22. januar - Knotted Cords

Dagens firkant strikkes over 4 pinde og er nemt og ligetil at strikke. Jeg ville strikke færre masker imellem hver 'cord' - højst 3, og her er 5. Jeg tror også jeg vil forsøge mig med at bruge dem i halsudskæringen på en rund hals - det ville være fint at de mødtes i kanten...

mandag den 21. januar 2013

Mandag 21. januar - Chevron

Dagens firkant er et ret/vrang strukturmønster strikket over 16 pinde, hvor de otte strikkes forskudt.. Nemt, men jeg skulle alligevel være opmærksom ved første gentagelse, fordi mønsteret er rykket en pind, så pind 9 er en gentagelse af pind 2, osv ...








I dag har jeg været i Malmo med min mor; der var en udstilling på Malmö Konsthal jeg gerne ville se: en amerikansk fotograf og strikker, Lisa Anne Auerbach, som har lavet et fantastisk projekt. Det er - bogstaveligt talt - en levende udstilling, idet værkerne bæres af museets ansatte!
Der var heldigvis også en bog at købe, om projekterne og om historien bag. Det var vældigt interessant. Udstillingens titel er Chicken Strikken; det er - naturligvis - den gamle, kun i Skandinavien kendte - hønsestrik-teknik, der bruges :-)


søndag den 20. januar 2013

Søndag 20. januar - Rose Hip Stitch

Dagens firkant er et tæt strukturmønster strikket over fire pinde. Nemt at strikke, og et mønster jeg godt kan lide.




Lørdag havde vi Maren-Inger og Jørgen på besøg; Jørgen hjalp CB med at gøre et ubrugeligt køkkenskab brugeligt, og vi fik også sat min farmors gamle køkkenskab op, nymalet og med dejligt indhold.


Maren-Inger havde en trøje med, hun er ved at strikke til barnebarnet, men virkningen var ikke som  hun ønskede - overdelen var for tung i forhold til underdelen, men hver for sig var de pæne. Så vi fandt ud af, at i stedet for at trevle en halv trøje op (hvor lille den end er!), kunne vi trevle den pind op, som forbandt de to. Det var et pillearbejde, som sikkert tog lige så lang tid som at trevle en halv trøje op, men det syntes mere konstruktivt. Nu skal der kun strikkes to halve trøjer, så har Wilfred to nye :-)

                             
 5. afsnit i raglanføljetonen: Nu kan jeg godt huske at jeg købte tre forskellige farver alpaca garn i Stockholm. To lysere grønne, 4 mørkere grønne og 4 blå. Hmmm! Heldigvis er det sådan at den første lysegrønne har rakt til bærestykket, og det andet lysegrønne bliver delt i to, så det øverste af ærmerne kommer til at svarer til, og resten af af sweateren bliver med den blå og den mørkere grønne i striber.
Jeg har taget ind i sidesømmene 6 gange (1m på hver side af markøren) og strikker nu lige ned ca 20 cm før udtagningerne skal starte.

lørdag den 19. januar 2013

Lørdag 19. januar - Eyelet Knot Stitch

  Dagens firkant strikkes over 4 pinde, 3 retp og 1 vrang. Det giver en fin struktur; kalenderen jeg strikker efter er på engelsk, så en sjælden gang bliver jeg i tvivl om teknikken: i dette mønster strikkes på 2. pind en maske op: venstre pind stikkes bagfra ned i imellem to masker og masken strikkes forfra ... midt i møsnteret blev jeg i tvivl om hvad der var forfra, men ved simpel afprøvning som kan ses på dagens firkant, er jeg nu ikke i tvivl længere!




4. afsnit af raglan føljetonen (med en korrektion til 3. afsnit): Jeg strikkede 4 omgange efter den 12. raglanudtagning. På næste omgang satte jeg ærme-maskerne på hjælpepinde og slog kun 14 masker op til ærmegab. På 1. og 3. omgang efter de nye masker tog jeg en maske ind på hver side af de nye masker for at samle ærmegabet lidt.
På ca hver 12. omgang/ hver 4. cm tager jeg to masker ind på hver side af sidesømmen (som ligger midt i de opslåede masker). Dette gør jeg 5-6 gange.

fredag den 18. januar 2013

Fredag 18. januar Trellis Lace


 Dagens firkant er endnu et hulmønster, strikket over fire pinde. Det er et af de nemme, men det bliver lidt kedeligt synes jeg.Måske egner det sig godt i et sjal som afveksling til det enkle 2r sm/slo hulmønster jeg plejer at bruge...
 Raglanføljetonen er nu på afsnit 3; Efter de 12 udtagninger på hver anden pind, følger 12 udtagninger på hver 4. Så skal der sættes masker af til ærmer og slås masker op under ærmerne. Jeg tror det skal være ca 25-30 m , men det skal lige afprøves.
Sjalet har hvilet et par dage, men i morges tog jeg fat på det igen. Har strikket lidt af det vinrøde silkegarn - en variation af hulmønster, naturligvis. Bortset fra hjørnerne, som er strikket glat. Jeg forestiller mig det giver et godt hold på sjalet, når det er færdigt.

torsdag den 17. januar 2013

Torsdag 17. januar - Feather Lace

Dagens firkant er et hulmøster strikket over 8 pinde. Jeg synes ikke det bliver så distinkt som de tidligere (og det kan hænge sammen med at jeg kun laver en lille prøve), men jeg kan meget godt lide, når der strikkes drejet ret - det får strukturen til at blive pæn flad.






 *
I går aftes blev jeg færdig med CBs lændevarmer, det vil sige, den må sys lidt ind for at sidde som han vil have det. Hvis den virker efter hensigten, må jeg strikke én til ham i alpacauld.

 *

Min stribede raglansweater vokser. Jeg tog ud på hver anden pind 12 gange om hver af markørerne, derefter på hver 4 pind, og jeg tror også det skal være 12 gange.

onsdag den 16. januar 2013

onsdag 16. januar - Ridged Lace 1

Dagens firkant er hulmønster i vrangstrik over 8 pinde. Det bliver lidt løst og uelastisk i mønsteret, men det ser pænt ud. Jeg strikker alle firkanterne over ca 20 masker, give-or-take nogle få, så det passer med mønsterets maskeangivelse.







I går begyndte jeg på en stribet alpaca raglansweater med bådudskæring.
Jeg har slået 120 m op på p4 og strikket ca 10 omg ret, 1 omg vr i den ene farve,begyndt at strikke striber 1omg i hver farve, strikket 10 omg striber og derefter bukket om og strikket halskanten fast. Jeg har sat markører efter 52, 8, 52, og 8 m. Derefter er udtagningerne begyndt på hver anden p: på hver side af markøren.

tirsdag den 15. januar 2013

tirsdag 15. januar - Fishtail Lace

 Dagens firkant er et nemt, klassisk hulmønster, som jeg tror hedder bladmønster på dansk. Sådan som det ligger passer den engelske titel nu også meget godt.
Mønsteret strikkes over seks pinde, og efter en eller to mønsterblokke, er det ligetil at strikke.



Jeg fik afleveret pandebåndet til yngstedatteren, som nu ikke skal fryse om ørerne længere.
Strikker stadig på lændevarmeren til CB, Jeg havde glemt hvor fedtet man bliver af lanolinen, men det er sikkert godt for de vintertørre hænder. Han ønsker sig den bredere på ryggen end fortil, og det giver øvelse i at strikke en indsats frem og tilbage i rundstrik. (jeg prøvede det første gang sidste år, da jeg strikkede en af Annette Danielsens kjoler.

I garnkurven fandt jeg alpaca, som jeg købte på tilbud i Stockholm i maj. Jeg har lyst til at prøveden tajlerede  raglansweater med bådudskæring igen, denne gang strikket oppefra.  - og i striber. Det må straks forsøges! Jeg starter med 110m på p4, fordelt med 45 til ryg- og forstykker og 10 til hvert ærme.

Tilsidst en link til Theas nye værkstedsblog: læs mere her om Skønrvirke