søndag den 19. april 2015

symmetri og strømpestrik

I 1980 tog jeg en uddannelse som tilskærer på det hedengangne og skønne Københavns Tilskærer Akademi (som den gang lå på Rådhuspladsen, nok det fedeste uddannelsessted, ever!). Jeg lærte mange dejlige ting, men én ting har fulgt mig i andre sammenhænge: øjemål. Jeg havde en lærer, der - seriøst! - kunne se om en søm var ½ elle 1 cm... på millimeter!
Det kunne og kan jeg ikke, men jeg har et godt øjemål, give-and-take a few milimeters.

Et par år senere gik jeg på Mensendieckskolen, som dengang lå på ydre Østerbro - i den grad udkantskøbenhavn! - og blev uddannet Mensendiecklærer. Udover at være et fabelagtigt gymnastiksystem (Kroppen er summen af de daglige bevægelser og  De Daglige Bevægelsers Skønhed) er en del af læringen af se symmetri om kroppens midterlinie(r). Selv om det er over ti år siden jeg holdt op med at undervise, ser jeg stadig på folk med  Mensendiecklærerøjne, og asymmetri falder mig i øjnene.


Alt dette for at fortælle at jeg bliver udfordret på min sans og trang til symmetri af at strikke strømper med multifarvet/farveskiftende garn. Det stritter i den grad i mig, når strømperne ikke er symmetriske. (de er jo naturligvis ens i farverne, men striberne og mønstrene kommer jo til at ligge forskelligt). Jeg har besluttet at jeg må blive ved at prøve, indtil jeg falder til ro med asymmetrien. 
Jeg er på par nummer 16-17 stykker, og jeg har absolut ikke nået mit mål! Til gengæld er jeg hooked på at bruge de strikkede strømper, de er umådeligt dejlige at gå med :-)
 

På den årlige tur til vores badehotel ved Vesterhavet prøvede jeg for første gang at strikke i bilen; jeg har aldrig før kunnet klare det uden at blive små-køresyg, men i år lykkedes det mig. Skønt at strikke i tre timer mens #darlinghusband fører automobilet :-) på vejen ud fik jeg strikket et par påskekaniner, og på hjemvejen et par paneler på min bestillingsstrik-nederdel.














Der er også blevet plads til lidt babystrik: dels en vest og et halstørklæde til Sally, og dels den samme vest til Louis (for da Louis' mor så Sallys vest, måtte Louis også have en :-))

Vesten er fra Farmorfabrikken - eller det er dér jeg har fundet opskriften - og den er vældig nem at strikke.


Mit bibliotek er blevet udvidet med et par bøger: jeg købte Strik fra tiden - til tiden af Lene Randorff mens vi var på tur ved Vesterhavet (en must-have, synes jeg ), og jeg bestilte en vidunderlig bog fra USA, der hedder Knit Swirl - jeg glæder mig sådan til at strikke en af de smukke jakker fra den bog. Den kom med posten lige efter påske, og har været min natbordslæsning siden.



Lørdag var jeg på kursus hos Katrine i tovfarvet patentstrik. Det var fantastisk sjovt, og noget sværere end jeg lige havde regnet med. Vi startede med fire former for patent, hvor helpatent og netpatent afgjort er mine favoritter (første og sidste del af strikkeprøven). At strikke helpatent med to farver var ikke noget problem, det var (næsten) lige ud af landevejen. Snoninger var af en eller anden grund heller ikke så vanskelige, men at skifte farve på den ene og den anden side var dagens største udfordring. Og så nåede jeg endda ikke at strikke dobbelt-strikpletter  midt i arbejdet, som min medkursist Jytte gjorde.  Det så fedt ud!


Vi arbejder også med planlægningen og organiseringen af Strikkefestivalen, hvor der på facebook er op mod 1000 tilmeldte. Det er jo helt overvældende fedt. Jeg glæder mig sådan til festivalen, og glæder mig også over den tilslutning som festivalen får på de sociale  medier; vi findes nemlig også på Instagram: @knitwork.dk.