mandag den 14. december 2015

julestrik, huestrik, stjernestøv, strømpestrik,

"Jeg glæder mig i denne Tid, nu falder Julesneen hvid, så veed jeg Julen kommer..."

Det er nu absolut ikke hvidt derude, sneflokke kommer ikke vrimlende, og spurven sidder heller ikke stum bag kvist!
December er indtil nu lun (som vejrværten insisterer på at kalde det), det er ofte gråt og vådt, og juledekorationerne i gaderne lyser op gennem støvregn og dis.
Hjemme hos os har vi gang i badeværelsesrenoveringen på 14. uge, så det er så som så med oppyntningen... Jeg har ikke lyst til at hænge mit pæne julepynt op, når håndværkerne skærer i beton og støver det hele til.
MEN! det skal ikke forhindre mig i at strikke julegaver - så det gør jeg! På livet løs. Jeg har gang i flere projekter, som først kan vises, når træet er spist. (hehe).

Jeg har også gang i mit hue-projekt, de seneste er hhv Tensfield af Strichmich, som jeg indtil nu har fået strikket to af (den ene beholdt Louis til låns; han fik øje på, den tog den på, og ville ikke tage den af igen. Det varmer mormoderens strikkehjerte :-)); opskriften er (som de fleste andre hun laver) asymmetrisk, og den er virkelig sjov - og nem! - at strikke. Den er jeg ikke færdig med.




Den anden opskrift er fra magasinet Pom Pom Quarterly Winter edition, som jeg nu har købt to gange. Huen hedder Suffragette og er en swingpjattet lille hue med læg. Den var sjov at strikke med mange detaljer, som gør huen fin at se på og have på. Den må jeg også strikke en gang mere.

CB ønskede sig en ny Krydret Hue, så det har han fået!








Jeg var til Åbent Hus hos Karen-Ditte, hvor Katrine præsenterede sin bog Nirvana og der var mulighed for at købe garnkits til modellerne. Jeg købte garn til modellen Indblik med hulstrik og knapper i siderne i en lidt mørkere orange.
Og så er jeg gået i gang med Stjernestøv fra bogen. Jeg strikker den på p 4½ , og indtil videre går det godt. Jeg havde lyst til en sweater (og ikke en bluse), jeg synes jeg måtte bruge af garnlageret (og når den trang melder sig, bør man ikke sidde den overhørig!), og samtidig er jeg vild med formen og stjernestøvet der er drysset ud over bærestykket.

Strik4 er afsluttet, og jeg har fået endnu et kursusbevis. Det var som sædvanligt hyggeligt og lærerigt; mit favoritemne blev patentstrik, som jeg nu må kaste mig over igen. Jeg må strikket et tofarvet halstørklæde inden længe. Det er sjovt at strikke, det tager en rum tid, men det bliver også så utroligt flot! Heldigvis har jeg garn på lager til at gå i gang med det.





Jeg er endelig blevet færdig med den sidste halvdel af strømpe/parnr.12. Jeg måtte give op overfor Neko-pindene  og skifte til mine almindelige (dejlige) strømpepinde: og så blev strømpen strikket færdig søndag aften! Det har været et morsomt årsprojekt, og jeg har besluttet (eller i hvert fald tænkt mig) at 2016 også skal være et strømpestrik-år. For at det ikke skal blive alt for kedeligt at skrive om (og strikke), planlægger jeg at strikke anderledes strømper: på to pinde, på tværs, evt stribede eller med mønsterstrik... det vil tiden vise. Til gengæld bliver de helt sikkert strikket på strømpepinde! Nu har jeg afprøvet Nekopindene og er kommet frem til at det er langt bedre og hurtigere med strømpepinde.


Jeg er blevet lidt bidt af julekuglerne - men i nye farvekombinationer. Foreløbig er det blevet til tre: en BDAkugle i gul&sort, en stor ensfarvet grøn kugle med orange nister i og en stjernehimmel, med glimmertråd. Der er basis for flere!


I weekenden var jeg på workshop på Biblioteket i Nordvest, som i samarbejde med Knitwork havde inviteret Koushi til at vise sine engle og vise os hvordan han strikker dem. Det var hyggeligt at strikke engle - jeg fik lavet en (vældig stor!) engel, med trætte vinger; Koushi opfordrede bla til at knytte en fortælling til den engel, man havde lyst til at strikke, og min engel er hvid (for det er engle!), og de trætte vinger var dels inspireret af det hårde arbejde engle i særdeleshed gør op til jul, dels af den vidunderlige film om Ærkeenglen Michael med John Travolta som ærkeengel.




I går var det tredie søndag i Advent og på Instagram var jeg så utroligt heldig at vinde en adventsgave fra @Krebs63: den fineste bamse, som får lov at bo her, og som Louis kan lege med, når ham kommer på besøg.



Til sidste en lille teaser: jeg er i gang med at planlægge min Christmas KAL 2015: 12 Days of Christmas. 12 forskellige mønstre, et for hver juledag. Læs mere ovre på den  anden blog som åbnes i dag.