lørdag den 31. december 2016

links til årets indlæg - årsopgørelsen

Januar
Den fedeste tur til Hallandskunstmuseum med Lisbeth og Mai-Britt. Vi kiggede på Britt-Marie Christofferssons fantastiske udstilling af broderi på strik. Jeg håber hun laver en bog!

Februar
Knitwork har oprettet en Ravelrygruppe - kom og vær med!
Mit livs første stykke håndarbejde - gemt af min mor i 49 år <3

Marts
Stickfäst i Väst, #SiV16 - en  weekend på øen Marstrand lidt nord for Göteborg med ca 100 andre skandinaviske strikkere; det var en fabelagtig fantastisk oplevelse!

Apríl
Knitwork Light på Biblioteket i Nordvest.
Kreaglæde! Louis lavede sin første fine perlesnor, og hans fryd var ren kreaglæde.

Maj
Boho og Bark!

Juni
Uld fra oprindelige får. Slip-stitch med Faina.

Juli
Strømpestrik, #restefest2016; 6 forskellige knapper på Sallys trøje

August  - jeg strikkede bare!

September
Knitwork Strikkefestival 2016

Oktober - jeg købte mere garn, og strikkede!

November
Babystrik - Frida kom til verden 17. november

December
Järbo #adventssockan - og julekuglerne: 12 Days of Christmas

lørdag den 24. december 2016

#Adventssockan - Järbos advents KAL 2016

Jeg har været med på Järbos Advents Knit-along, hvor fire dele af julesokkerne blev lagt ud hver søndag i advent. Maja Karlsson og Linda Brodin har lavet mønstrene, og der var både flerfarvet mønsterstrik og forskellige snoninger i opskriften. Det var en udfordring, men supersjovt at være med. og det er en ret hyggelig måde at strikke sammen med andre i hele norden :-)

Første del var sokken frem til hælens begyndelse:


Anden del var hælen og samlingen af strømpen igen:

Tredie del var skaftet med flere forskellige snoninger:

Og fjerde og sidste del var borten foroven på strømpen:


Jeg afveg lidt fra mønsteret ved at forkorte skaftet; dels var det meget hårdt for hænderne at strikke snoninger, dels syntes jeg, at snoningen midtbag på strømpen ville blive for kraftig, hvis skaftet blev højere. Jeg valgte også en bort hele vejen rundt (for at ikke snoningen skulle blive for bred.) Det voldte mig i øvrigt lidt hovedbrud at få mønsteret til at passe midtfor - indtil jeg brugte én mønsterrapport og satte markører i strikketøjet. Så lykkedes det! Kanten for oven er lidt bred, men det gør ikke noget. Jeg tænker at hvis snoningen havde været der, havde den 'samlet' lidt.

Jeg er så tilfreds med resultatet. Pasformen på foden er perfekt, og det forskellige udtryk i de to strømper som alligevel helt klart er et sæt, ser feddt ud. Asymmetri på en acceptabel måde ;-) Jeg  blev færdig i tide, og min mor får dejlige varme strømper i julegave.


GOD JUL


psst - i morgen kan du følge med i min 12-days-of-christmas-knit-along.

søndag den 27. november 2016

knit-along - fællesstrik / gruppestrik /

Jeg er jo hoppet på en knit-along: Designeren Bente Geil har lavet Resume - en samling af hendes opskrifter gennem de sidste 10 år. Et par gange om ugen kommer der nye clues. Vi er nået til Clue 5, og indtil videre har jeg lært 3 nye ting: en kabelopslaging, et blomstermønster og at strikke (flade) snoninger uden hjælpepind. Hvert clue strikkes igen, når de nye efterhånden bliver lagt, til, så foreløbig er der altså fem forskellige opskrifter at holde rede på. Det er enkelt nok, og så alligevel lidt udfordrende, fordi man skal holde rede på de forskellige mønstres pinde-antal etc.




Jeg er meget spændt på resultatet, og hvordan det skal afsluttes. Afslutningen kommer først efter jul!




I sommer meldte jeg mig ind i facebookgruppen "Vi som stickar Järbosockan" I sommer var der en mysteriesokkeKAL over 6-7 dage, og det var dels sjovt at være med, dels blev det et par rigtigt fine sokker (som jeg gav til min mor). Næste KAL, jeg vil prøve være med til er Adventssockan, som  begynder i morgen, første søndag i advent.

Min frakke i den meget grove britiske uld jeg købte hos garnudsalg.dk er blevet monteret. Den skal nu dampes og have knapper. Jeg har prøvet den og den er fin! Jeg har også strikket en anden lang cardigan-jakke i shetlandsuld, den skal sys sammen , og jeg har besluttet at før der er hæftet ender på de to andre færdige ting, der hænger på stuedøren kan jeg ikke begynde på mit næste sweaterprojekt af recyclet kameluld med striber af vrangmasker.
Jeg har også lovet at strikke strømper til både Louis og Sally, det er heldigvis ikke noget der tager så lang tid (#neverenoughtimetoknit !)
Mit nuværende strikkehjørne i sofaen


På Knitwork16 fandt min gode veninde Jette en smuk cape hos Dragen.dk Grønland hedder den, og er strikket af uld og hør. Jeg har lovet at strikke den, og er noget ca 1/3. Mønsteret går over 12 pinde og 6. og 12. pind er møg besværlig at strikke! Ellers bliver den fin.

mandag den 14. november 2016

Efterårsstrik - jeg er flittig!

Der er en baby på vej - en lillesøster til Louis. Hun skal have sit eget babytæppe, og da hun er et novemberbarn (ifølge terminen), skal det være et varmt uldtæppe. Jeg købte for et par år siden en opskrift på den islandske strikkefestival, og det projekt er blevet gjort færdigt og ligger klar til lillepigen.


Hendes mor ønsker sig en pusletaske, og vi talte om at lave den selv - de er nemlig dyre i indkøb! Hun beskrev sin ønsker og jeg fandt noget møbelstof til ydersiden og noget regnfrakkestof til indersiden og de forskellige lommer.
Puslepladsen er et stykke af et liggeunderlag, som er syet ind i et betræk af et gummilagen med blød yderside. Hanken/remmen voldte lidt udfordringer, men jeg synes selv det lykkedes at løse den. (på min Instagram profil ligger en lille video). Der blev også foreløbig til tre bleposer til de snavsede stofbleer og tøj, når man er ude,
Desuden har jeg strikket røde uldbukser til hende. Tre par indtil videre.



Stjernesweateren til min yngste datter er færdig, og hun blev rigtig glad for den. Der var ikke helt nok garn, så jeg måtte skrive efter mere. Desværre bruger forretningen, hvor det er købt (og som ligger i Hirtshals!) forsendelse via Postnord. Forsendelse blev afsendt om mandagen og og Jeg talte med kundeservice lørdag formiddag, og det stakkels pigebarn jeg havde i røret kunne meddele, at det tog fem hverdage, så mandag(en efter) kunne jeg håbe på at få min forsendelse leveret. Jeg kunne have kørt frem og tilbage til Hirtshals tre gange på samme tid!! Garnet var fremme om tirsdagen! Argh!!!
Til gengæld var der nok til at strikke en hue som passer til sweateren. Jeg brugte nogle andre mønstre, for jeg har købt den skønne bog Sticka Svensak Mönster som Maja Karlsson netop har fået udgivet.



I mellemtiden har jeg strikket min Vissersweater færdig.  Opskriften er fra en ny yndlingsdesigner - Sweaterspotter - som har lavet opskriften som en del af en samling digitale opskrifter fra Magasin Duett. Sweateren er strikket på tværs med tilsatte ærmer og kanterne forneden og i halsen er strikket rib, som følger de lodrette striber. Den er blevet så fin!



Jeg har også strikket en Arving (som jeg har strikket tidligere) men nu i forskellige farver. Jeg er hoppet på dipdye-trenden, og indtil videre er ser det fedt ud. Jeg forsøgte at regne ud fra billeder hvordan jeg kunne dipdye'e, men da jeg fandt Camilla Vads opskrift med instruktion, var det ærligt talt en både god og nem løsning! Garnet er knudegarn (stash'en), indkøbt på Saltum Uldmarked sidste år. Det er dejligt at strikke med, men jeg måtte have ekstra forsyninger ... der var garn til en lille halsedisse, som passer til.



Garnudsalg holdt udsalg - det er "farligt"! Jeg købte rå grå britisk uld, og har strikket en frakke. Pinde 8, så tager det ikke så lang tid. Det tog mig lidt tid at finde den rigtige model, men efter nogen søgen på Drops Design fandt jeg den rigtige.  Jeg købte også noget vidunderligt shetlandsuld, som bliver til en cardigan. Den er jeg i gang med nu.

Og så er jeg hoppet på Geilsk Mystery KAL; der er strikket to dele, første del var vildt nem, anden del lidt mere udfordrende.










Hækleværk er det også blevet til: en poncho ved navn Bølger fra Sidsel Sangilds bog, samt Huen Revner (samme garn som ponchoen, samme mønster som Bark-cardigan).




#nevernotknitting                                                                                               #neverenoughtimetoknit


fredag den 30. september 2016

og pludselig er festivalen slut ....


Nu er det næsten oktober og vores strikkefestival er slut. 

I ugerne op til er det hektisk og (for mig) lidt stressende, men mens den er i gang, er det fantastisk.
Alle de skønne mennesker som er med til at gøre festivalen til en fest for dem som kommer og deltager på forskellig vis:

Vores børn, alle de søde frivillige, underviserne, foredragsholderne, udstillerne, standholderne, kokkene og folkene på kulturhuset.

I år var jeg meget nervøs inden åbningen - tænk hvis vi ikke kunne leve op til egne og andres forventninger? Men heldigvis blev mine bekymringer gjort til skamme: det var glade mennesker, skønt vejr, og en utrolig dejlig festival! Et par enkelte utilfredse kunder kan jo ikke undgås, men min allerkæreste veninde, statistikeren, sagde til mig, at fire ud af 4000 må være acceptabel statistik! Og hun har jo ret :-)


Jeg selv stod det meste af tiden i Knitworkstanden, hvor jeg delte flyers ud, pegede folk i den rigtige retning og nød at være i midten af festivalen. Carsten var rundt omkring - det er jo det han er - og sørgede for alt muligt mellem himmel og jord. Vi har aftalt, at han altid har det sidste ord, for han er bedst til det.

Søndag fik jeg lidt tid til at gå rundt til standene og se på alt det skønne, der var udstillet og ikke mindst til salg. Jeg havde bestilt en bog hos Charlotte Tøndering (Sequence Knitting), jeg havde bestilt fake tattoos hos Rauna, jeg købte garn til en sweater til min yngste yndlingsdatter, for hun kunne selv være med til at vælge, og jeg havde fået lagt et garnmonster til side hos Sidsel i #Garnselskabet. Garnmonsteret bor nu i den lille kuffert sammen med de øvrige strikkesager jeg bruger dagligt.

Desuden måtte jeg eje Tor Tveites første strikkebog med mandestrik;  dels er det lækre mønstre og opskrifter, og dels er den god at blive inspireret af.




Forskellige deltagere har skrevet om festivalen på deres blogs og instagramprofiler, og det er virkeligt skønt at læse om andres oplevelser af vores festival. Hashtagget #knitwork16 fik i weekenden 420 offentlige opslag - jeg er stolt! og da jeg et sted læste om den københavnske strikkefestival blev jeg glad. Det føles etableret!

**************************************


Ligesom sidste år er vi allerede begyndt på planlægningen af #knitwork17. Vi fik af flere forskellige god forslag til hvordan vi kan forøge fornøjelsen ved at gå til strikkefestival i København. Jeg glæder mig allerede.







lørdag den 17. september 2016

krise i mit strikketøje - #darlinghusband to the rescue ...

Forleden aften knækkede en strikkepind for mig. Midt i en pind (eller rettere i slutningen, men lige meget med det). Der opstod en mindre krise af flere grunde: dels var det en ny strikkepind - en knitpro trendz pindespids, dels var det en størrelse 3,75, som jeg kun havde den ene af!
I min hidsighed kunne jeg ikke finde ud af hvor præcist jeg har købt pindespidserne, men heldigvis stod der firmanavn på pakningen, så jeg kastede mig ud i internettet og fandt kontaktsiden, hvor jeg har efterladt en besked til dem. Jeg håber jeg hører fra dem meget snart.

Men ... så længe kan man jo ikke vente på at strikke på sit for øjeblikket favoritstrikketøj, så jeg fandt også et dansk firma, der forhandler netop denne pindestørrelse og -type. Jeg bestilte en nyt sæt, samt en 80cm og en 60cm rundpind, for belært af grum erfaring bekræftet af denne hændelse - skal man have mere end ét sæt pinde i hver størrelse!

#darlinghusband sad i sit sofahjørne og iagttog min hidsige faren rundt; han spurgte, lidt forsigtigt, om jeg ikke havde andre pinde, og smilede kærligt til mig, da jeg snerrede NEJ. (måske snerrede jeg ikke i virkeligheden, men det føltes sådan!). Hans næste forslag var at tage et af de andre strikketøjer, jeg har i gang. Stilheden bredte sig i stuen. Det kan jeg godt indrømme. Jeg svarede  -surt, følte jeg - at det var det eneste strikketøj, jeg havde lyst til at strikke på i det øjeblik. I stedet gav jeg mig i kast med montering af to færdige trøjer, som bare manglede lidt endehæftning og et par maskesting under ærmerne.

KNAK !!
Naturligvis måtte denne krise deles på SOME, så jeg lagde et billede ud på Instagram og delte det også på Facebook. Empatien strømmede mig i møde ved kommentarer fra medstrikkere begge steder. @by-kaae skrev, at jeg kunne finde de skæve pindestørrelser hos Rasmilla, og @rasmilla.dk rådede mig til at kontakte butikken for at være sikker på, at pindestørrelsen var hjemme. Jeg ringede straks næste dag og fik en lagt til side.

Min arbejdsdag var fyldt og lang, og med et møde sent på eftermiddagen kunne det blive lidt vanskeligt at nå til Hallandsgade. Heldigvis skulle #darlinghusband til møde derude af, og heldigvis ville han gerne køre forbi Ramilla på hjemvejen. På trods af parkeringsvanskeligheder (vi kører i en mægtig bred bil lige for tiden) lykkedes det ham at komme frem. Han fik indkøbt den bestilte strikkepind + en ekstra i en anden længde, mens han venligt berettede om mit uheld med strikkepinden, og at jeg ikke kunne strikke på noget andet. Senere fortalte han mig, at både Rasmilla selv og de øvrige i butikken fuldstændigt kunne relatere mine følelser.

I går kunne jeg selv hente de bestilte strikkepinde på posthuset, så nu har jeg dels et nyt sæt pindespidser i samme mærke og størrelse, dels ekstra pinde i samme størrelse men andre typer: en knitpro zing og en Addi turbo.

#manskalaldriggånedpåudstyr #mankanikkehaveformangestrikkepinde #darlinghusbandtotherescue

the flow is back
Det kan jo virke lidt fjollet at man kun kan strikke på et bestemt strikketøj, eller man ikke uden videre kan gribe et af de (mindst fem!) andre der er i gang, eller at man kan blive skidesur og hidsig fordi en strikkepind knækker, når man har alle mulige andre. Men flowet blev brudt, og i den tid det tog mig at finde ud af at det kunne lade sig gøre at få fat i den rigtige pindestørrelse, så jeg i ånden at strikketøjet måtte ligge stille i dagevis.
Til gengæld var det virkeligt skønt med empatien og opbakningen fra nær og fjern :-) og sjovt hvordan mine venner og bekendte i strikkeverdenen nærmest enstemmigt og øjeblikkeligt forstod krisen i strikketøjet.


PS. Begrebet og ordet krise er her brugt humoristisk! just saying :-)

torsdag den 15. september 2016

ny bog - mit bibliotek udvides!

Jeg er en læsehest og har været det siden jeg lå på mit værelse i min orange fløjssækkestol i begyndelsen af 70'erne og læste (og genlæste) Laura Ingalls Wilders fabelagtige nybyggerserie! Der var tolv bøger, det var skønt!

Jeg har også altid - i mit voksne liv - ejet mange bøger. Så mange, at jeg mellem lange mellemrum har måttet sortere i bogmængden (vores hjemmebibliotek har desværre begrænset plads).

I de seneste år har jeg udviddet min del af hjemmebiblioteket med strikkebøger (og enkelte hæklebøger etc). Det er en sand fryd og til stor inspiration at købe (eller få) en ny bog, hvis hovedemne er garn og strik. I julegave sidste år fik jeg den vidunderlige inspirationsbog af Knitsonik, som jeg bliver glad af at bladre i.
***

Nu har jeg fået en spritny fra bogtrykkeren bog af en af mine favoritdesignere: Katrine Wohllebe. Katrines design passer lige til mig! Den nye bog Sand - strik med inspiration fra stranden har nye designs, og er nummer to i en række af hæfter med Katrines Kollektion. 

Jeg ved hvad jeg skal strikke: den skønne nederdel som er lige mig! Jeg har ovenikøbet allerede indkøbt garn, som vil være perfekt. Jeg går i gang lige så snart jeg er færdig med Visser sweateren, som jeg strikker på i disse dage.


De øvrige opskrifter/designs i bogen er lige så skønne, så der er masser af muligheder for at give sig i kast... billederne kan ses på Goodlifeknitting Facebooksiden, og bogen kan blandt andet købes på #knitwork16, hvor vi også holder en lille boglanceringsreception lørdag eftermiddag.

#neverenoughtimetoknit #nevernotknitting #inspiration

søndag den 11. september 2016

long time no see - but lots of knit!

 Der er længere tid mellem blogindlæggene. Det er der flere grunde til:

1) det tager tid at skrive og redigere et indlæg (og der skal være noget at skrive om)
2) der er masser at skrive om, så at vælge et emne tager tid
3) jeg skriver kladder, og i den almindelige hverdagstravlhed glemmer jeg, at de er skrevet, så pludselig er der to indlæg at udgive på samme dag :-)
4) den daglig blogging varetages oftest på Instagram - et billede siger ofte meget (mere) end mange ord

Dette blogindlæg er lidt inspireret af planlægningsmødet med Knitwork Blogger Team, som vil live-blogge fra festivalen. På mødet talte vi blandt om vores blogs med skriftlige indlæg og billedeblogging på IG. Blogindlæg behøver jo ikke nødvendigvis være kilometerlange, men tager alligevel tid og tanker på en anden måde. For mig er IG opdateringer blevet den 'dokumentering', som jeg i sin tid havde som grundidé med denne blog. Progressionerne i de forskellige WIPs bliver vist, ligesom jeg følger med i andre IG'ers projekters stadier, mens mine blogindlæg på denne blog i langt højere grad bruges til at fundere over dit&dat i min strikkeverden.
Juli måneds projekter
August måneds projekter











Og nu til den egentlige opdatering på strikkefronten:

Jeg har strikket rigtigt meget i sommer: en hel måned med strømper (+ et par hæklede), og derudover har jeg strikket to sweatre (til mig) og en cardigan til min gravide datter. Hun ønskede sig en lang varm cardigan, som også kan bruges, når lillepigen er født i november og skal ammes.



Jeg har også strikket #knitworkhuen - endda to gange. Desuden har jeg gang i et sjal i det lækre soay uld, og strikker ærmer på en alpaka-sweater, som keder mig lidt.

Fruntimmersockan  - Järbo Knitalong i juli
Mit seneste projekt er fundet på Instagram: @magasinduett havde en række opslag om nye opskrifter, hvor blandt andet @sweaterspotter har bidraget med en opskrift (#Visser). Den så fin og interessant, at jeg måtte strikke den! Det tog mig lidt tid at komme i gang, for jeg synes starten på opskriften var vanskelig, men pludselig faldt brikkerne på plads, og nu strikker jeg på livet løs.



*****************

Vi havde for første gang Knitwalk til DHL, så et par nye strømper kom på pindene. Det er et virkeligt godt projekt til knitwalk! (læs mere her).



Og så er vi jo i fuld gang med organiseringen og arrangementerne op til #knitwork16. Vi glæder os utroligt meget og er så spændte på, om vi kan leve op til egne og andres forventninger! Vi har rigtigt mange spændende workshops, foredrag og indslag i løbet af weekenden, så vi synes at programmet tegner rigtigt godt. Der er stadig adgangsarmbånd og nogle workshops har også ledige pladser (se mere her).



Ses vi?

Nyt garn og nye pinde - mere farvelære og G-uldgarn

G-ulddamerne holdt popupshop i København. Heldigvis havde jeg mulighed for at besøge dem den ene af de to dage de var her. På bordene og i kurvene i shoppen lå spredt det lækreste new zealandske uldgarner, alpaka, så fluffy som skyerne og en merino såblødt som smør.


Krap
kruset skræppe
Jeg valgte - ret hurtigt - den mørkegrå new zealandske; den er godt grundlag for det halstørklæde, jeg har tænkt at strikke. Jeg vil gerne have striber i, og to lyse farver tiltræk min opmærksomhed.

Alpaka, farvet med kraprod og kruset skræppe, og merino, ligeledes farvet med krap. Jeg valgte alpakaen. Sikke pæne planter, der er blevet brugt til farvningen.



Derefter ville jeg vælge en merino, som skulle kunne sættes sammen med både den mørke grå og den lyse gullige. Jeg valgte - efter lange overvejelser - der der er farvet med cochenille. For mit indre blik så jeg den grå bjergside med lyng og lav i tæt bevoksning.
mørkegrå NZ uld

 Farven cochenille bliver udvundet af cochenillelus (adr!) Heldigvis er farven ret pæn, men alligevel er jeg en lille smule ked af googles oplysninger - jeg havde hellere set at det var en plante! :-)

alpaka kraprod og skræppe
merino cochenille
Jeg er fascineret kunsten at farve garn. At man kan tage en håndfuld (?) planter - eller biller! - og få noget helt nyt ud af det. Det er vildt inspirerende når de mange forskellige farvede garner ligger side om side. Jeg tror at plantefarvede garner får en indbyrdes sammenhæng - lige som ude i naturen. Når jeg tænker på de mange gange jeg er kørt forbi en mark, eller heden, eller en bjergside eller en lysning i skoven og blev overvældet af de smukke farver i mængder, som komplementerer hinanden på det smukkeste. At se de samme farver og få mulighed for at (forsøge!) at genskabe de farver i mit strik er en udsøgt glæde ved mit håndarbejde.



Jeg bliver også inspireret af de fabriksfarvede garner og de muligheder og sammensætninger som de mange farver giver. At kunne lave en udvidet farvecirkel med Harrisville garn med alle de skønne farver der findes i det sortiment er en udfordrende fornøjelse.
At finde sinde yndlingsfarver i Rauma Finull er en lige så stor fornøjelse;




tirsdag den 12. juli 2016

Farveleg og symmetrisk udfordring - #strømpestrik2016 #knittingsocks2016

Jeg har længe overvejet at strikke strømper af rester - man blev jo allerede i januar inviteret til #restefest2016 af pinneguri, og jeg har en hel kurv fuld af rester liggende så i sidste uge valgte jeg 14 forskellige strømpegarner og forsøgte at bygge en regnbue.






Farvesammensætning er en interessant og vanskelig kunst: det som virker, når man lægger garner ved siden af hinanden, kan vise sig at blive et udtværet, mudret resultat, når det bliver strikke op.  Således også mit første forsøg, hvor jeg tænkte at de forskellige garner skulle strikkes i striber ind i hinanden. Men selv om de ser forskellige ud i ustrikket tilstand, så var det ikke godt. Jeg besluttede hurtigt om, og har strikket blokke - eller striber - som forøgedes i omgange. Da jeg ikke vidste hvor lange strømperne ville kunne blive, startede jeg ved tåen, og udfordrede mig selv endnu mere, ved at strikke kilehæl den modsatte vej. (En glimrende vejledning til dette findes på bloggen paapinden.dk).

Jeg har strikket snoning  på strømperne - som ikke er så synlig. I det multifarvede garn forsvinder den næsten helt. Men den samler alligevel skaftet lidt. Næste gang jeg prøver skal der være lidt ramme om snoningen.

Den symmetriske udfordring ligger i, at det er 14 multifarvede rester jeg har anvendt, og da multifarvede garner jo netop er multifarvede, så blev det ikke ens. Alligevel - og det er faktisk endnu mere interessant - er udtrykket i strømpeparret ens.


En anden interessant iagttagelse for mig er: jeg synes ikke strømperne er pæne. De er flotte, har fede farver, og skønne effekter - og jeg glæder mig til at gå med dem! - men pæne er de altså ikke.

Jeg begyndte straks på et par mere (mens jeg så på den usædvanligt kedelige EM finalekamp), denne gang med tre garner: et ensfarvet (stærkt gult til kanter, hæle og tå) og to multifarvede. Igen måtte jeg udskifte den ene for at få nok kontrast.

Mit sokkeprojekt for resten af 2016 må være sokker med jo flere farver jo bedre. Kunsten er naturligvis at få det til at være en (form for) nydelse at se på - og at øve mig i at sætte farver sammen, som komplementerer og udfordrer hinanden. Heldigvis har jeg mange rester, og ellers er der jo basis for at købe mere garn!


*******

Jeg har i løbet af de sidste par år været på fire forskellige farvekurser (læs mere her, her, her og her), og hver gang har været en udsøgt fornøjelse, hvor jeg dels har lært en masse, dels er blevet udfordret på min 'farvesans', dels har fået lyst til at lære endnu mere om farver.

Farvekurserne har ændret mit farvesyn (!). Det fik mig for eksempel til at vælge seks forskellige knapper til Sallys trøje. Dels kunne jeg ikke bestemme mig, dels var det svært at finde den 'nøjagtige' røde farve, så hvad kunne være mere morsomt end at vælge de seks forskellige jeg lagde på trøjen, og som alle seks - hver for sig - passede fint til.


Og nu vi snakker om farver: på Charlotte Kaaes Ravelry ligger #knitworkhuen nu som gratisopskrift. Strik den og gå med den. Strik den og vind præmier til #knitwork16. Se mere her.