tirsdag den 12. juli 2016

Farveleg og symmetrisk udfordring - #strømpestrik2016 #knittingsocks2016

Jeg har længe overvejet at strikke strømper af rester - man blev jo allerede i januar inviteret til #restefest2016 af pinneguri, og jeg har en hel kurv fuld af rester liggende så i sidste uge valgte jeg 14 forskellige strømpegarner og forsøgte at bygge en regnbue.






Farvesammensætning er en interessant og vanskelig kunst: det som virker, når man lægger garner ved siden af hinanden, kan vise sig at blive et udtværet, mudret resultat, når det bliver strikke op.  Således også mit første forsøg, hvor jeg tænkte at de forskellige garner skulle strikkes i striber ind i hinanden. Men selv om de ser forskellige ud i ustrikket tilstand, så var det ikke godt. Jeg besluttede hurtigt om, og har strikket blokke - eller striber - som forøgedes i omgange. Da jeg ikke vidste hvor lange strømperne ville kunne blive, startede jeg ved tåen, og udfordrede mig selv endnu mere, ved at strikke kilehæl den modsatte vej. (En glimrende vejledning til dette findes på bloggen paapinden.dk).

Jeg har strikket snoning  på strømperne - som ikke er så synlig. I det multifarvede garn forsvinder den næsten helt. Men den samler alligevel skaftet lidt. Næste gang jeg prøver skal der være lidt ramme om snoningen.

Den symmetriske udfordring ligger i, at det er 14 multifarvede rester jeg har anvendt, og da multifarvede garner jo netop er multifarvede, så blev det ikke ens. Alligevel - og det er faktisk endnu mere interessant - er udtrykket i strømpeparret ens.


En anden interessant iagttagelse for mig er: jeg synes ikke strømperne er pæne. De er flotte, har fede farver, og skønne effekter - og jeg glæder mig til at gå med dem! - men pæne er de altså ikke.

Jeg begyndte straks på et par mere (mens jeg så på den usædvanligt kedelige EM finalekamp), denne gang med tre garner: et ensfarvet (stærkt gult til kanter, hæle og tå) og to multifarvede. Igen måtte jeg udskifte den ene for at få nok kontrast.

Mit sokkeprojekt for resten af 2016 må være sokker med jo flere farver jo bedre. Kunsten er naturligvis at få det til at være en (form for) nydelse at se på - og at øve mig i at sætte farver sammen, som komplementerer og udfordrer hinanden. Heldigvis har jeg mange rester, og ellers er der jo basis for at købe mere garn!


*******

Jeg har i løbet af de sidste par år været på fire forskellige farvekurser (læs mere her, her, her og her), og hver gang har været en udsøgt fornøjelse, hvor jeg dels har lært en masse, dels er blevet udfordret på min 'farvesans', dels har fået lyst til at lære endnu mere om farver.

Farvekurserne har ændret mit farvesyn (!). Det fik mig for eksempel til at vælge seks forskellige knapper til Sallys trøje. Dels kunne jeg ikke bestemme mig, dels var det svært at finde den 'nøjagtige' røde farve, så hvad kunne være mere morsomt end at vælge de seks forskellige jeg lagde på trøjen, og som alle seks - hver for sig - passede fint til.


Og nu vi snakker om farver: på Charlotte Kaaes Ravelry ligger #knitworkhuen nu som gratisopskrift. Strik den og gå med den. Strik den og vind præmier til #knitwork16. Se mere her.